Tanker fra en dahliahave i Humlebæk

Den lave november sol skinner lige ind ad det store sydvindue i mit udhus hvor dahliaknoldene står til tørring i ’Flamingo’kasser, inden den egentlige vinteranbringelse i spaghnum. Temperaturen udenfor er ikke meget over et par varmegrader og tankerne går fluks tilbage til den gang i slutning af maj da de små stiklinger fra Geerlings blev hentet i Rødovre. Endelig, efter måneders spændt venten kunne man begynde at nusse om de små grønne skrøbeligheder, hver med deres lille hvide nummerskilt. De to Hollandske snegle som var fulgt med til Humlebæk fik et tilbud de ikke kunne sige nej til. 

Blue Bayou

Efter ompotningen til de anbefalet 13 cm potter (man følger jo forskrifterne) blev stiklingerne sat til hærdning, om dagen udenfor drivhuset i læ for blæsten og den stærke sol, og indenfor om natten. Af praktiske årsager anbragte jeg dem i ’Flamingo’kasserne i nummerorden, dels for at kunne kontrollerer at alle de bestilte planter var med, og også fordi de skulle bæres ud og ind et par gange om dagen i mindst tre uger. Den daglige vanding gav hurtigt resultat og da de endelig kom i jorden sidste i juni var planterne nu vokset dobbelt så store.

Skilte med navn og nummer

Velanbragt i den nordsjællandske muld med strittende og meget nøgne bambus støttepinde, synede de altså ikke af meget, men udviklingen kunne trods alt kun gå fremad. Jeg havde dog ikke taget sommerens flere uger lange tørkeperiode med i beregningen, og dilemmaet viste sig hurtigt at være hvorvidt der  skulle vandes eller ej. Tilskyndet af kommunens efterhånden barske vandingsafgifter, måtte Darwins overlevelses teori står sin prøve, og naturen fik lov til at gå sin gang. Så mens vi mennesker gispede, græsplænen skiftede farve og havens jord blev mere og mere udtørret, stod de spæde dahlia-unger i stampe i hele den tørre periode. Den livgivende regn, da den endelig kom, forvandlede snart de seje og tørstige vækster til de velkendte pragtplanter, med imponerende bladvækst og stilke så tykke som (tynde) pigeben...... og der var mange, mange knopper. Dræbersneglen var nu desværre også fremme på arenaen og den daglig aftenjagt indkasserede anselige mængder af disse hæmningsløse dahliaædere, dog med visse dahliasorter klart mere udsatte end andre.

Snart strålede havens dahlia-palet, og begejstringen ved fremkomsten af hver eneste nyudsprungen blomst var næsten ikke til at bære, især fordi de fleste af vore fem og tres dahliaer, ikke var nogen vi kendte i forvejen. Vi har haft dahliaer nu i ret mange år og trods den nervepirrende tørke i starten, var sommeren 2013 i særklasse den bedste vi har oplevet. Snart blev hver en blomst fotograferet forfra og bagfra og på alle tidspunkter om dagen, ligesom familie og venner blev forsynet med store buketter af disse vidunderlige skabninger.

Avoca Amanda

Så kom årets første nattefrost......og så var seancen forbi! Ironisk nok talt jeg med en Falck chauffør nogle dage senere som nævnt at hans egen have i Fredensborg, syv kilometer herfra, var så godt beskyttet mod frosten at ikke en eneste af hans mange dahliaer var gået tabt. Uretfærdigt! Nåh, men det var jo det med vinter-opbevaringen! Jeg tror jeg prøver, medens farverne endnu står klart i erindringen at anbringe knoldene i de nye farvekombinationer der skal afprøves, mens jeg nøjes med at drømme mig frem til næste sommers højdepunkter.

John Woods 

2014