Et år med dahliaer

Jeg har længe overvejet at skrive en artikel til Dahlia-Nyt, fordi jeg simpelthen har oplevet noget fantastisk med mine dahliaer i det forgangne år. Som nyt medlem, har kun været i foreningen i et år, bliver jeg nødt til at fortælle om min begejstring for denne smukke, holdbare og vidunderlige plante, som har givet mig et helt fantastisk blomsterår.

For mine dahliaer har bare blomstret og blomstret og blomstret. De sidste sagde sørgmodigt farvel engang i det sene efterår og blev gravet op den 17. november. Det ved jeg for det var min fødselsdag og mine dahliaer gav mig en dejlig gave, som ingen anden plante kunne give mig.

Det vender jeg tilbage til. Først lidt om de ting som satte det hele i gang. Jeg havde som nyt medlem bestilt mine stiklinger og så meget frem til den dag de skulle hentes, men inden da skete der en anden mærkelig ting. Jeg fandt en pose frø med nogle meget sjove dahliaer hos vores lokale købmand. Det må jeg da prøve tænkte jeg, og som sagt som gjort blev de små frø sået. Jeg tror der var en 30 - 40 frø i den lille pose og jeg tænkte videre, at det nok var bedst at så dem alle sammen, for jeg mente vel, at en del af dem sikkert ikke blev til noget. Og stor var min forundring da samtlige frø spirede og voksede op. Jeg måtte dele små frøplanter ud til nabo, venner og familie og beholdte kun omkring 15 planter selv.

Gad vide om de overhovedet vil blomstre tænkte jeg og lavede et lille forsøgsbed i min gamle køkkenhave. Inden de blev plantet ud gravede jeg godt med hjemmelavet køkkenkompost ned i jorden, og så blev de små planter sat.

Jeg fik også hentet mine nye stiklinger i Rødovre og drog lykkelig hjem med min nye beholdning af omkring 15 små dahliastiklinger. Jeg havde fra min søsters forældre i Jylland ligeledes fået en del knolde, som jeg selv lavede lidt stiklinger af og sidst men ikke mindst havde jeg i min iver og begejstring købt 15 knolde fra et engelsk firma via Internettet. Så man kan godt sige at jeg gav fuld gas med min nye interesse for disse pragtfulde planter.

 De andre dahliaer fik et fint nyt bed, gravet midt i græsplænen samme efterår, og stod klar til at modtage de nye gæster.

Jeg fik dem alle i jorden og sørme om de ikke alle blomstrede på livet løs i juli/august måned. Hver dag måtte jeg ud og kigge til dem og på dem, for de var bare så fantastiske og jeg nød dem i fulde drag og bare plukkede og plukkede. Der var blomster overalt i mit hus. Min søde nabo fik smukke buketter, og jeg forærede buketter væk som værtindegave, når vi skulle nogle steder.

Det var nemlig ikke kun de nyindkøbte og stiklingerne der blomstrede, nej de små frøplanter blev store og lavede et hav af blomster i alle mulige smukke farver.

Så kom efteråret og vinteren og en kold og smådryppende novemberdag gravede vi guldet op af jorden. Jeg rensede dem godt for jord som jeg kunne, svøbte dem kærligt i avispapir, og lagde dem i avisforet flamingokasser, som jeg gennem sommeren havde samlet.

Og ja de havde lavet nogle smukke knolde, ikke kæmpe knolde som de andre, men knolde som alligevel havde en vis volumen.

Jeg ved det lyder tosset, men det var den bedste gave jeg fik på min fødselsdag. Tænk at et lille frø i løbet af så kort tid kan danne en knold! Det er da bare helt fantastisk. Sådan noget smider man ikke bare ud og lader gå til. Jeg kunne aldrig drømme om ikke at grave mine knolde op efter endt blomstring, det ville være det rene mord

Min begejstring for dahlia er bestemt ikke blevet mindre efter denne oplevelse. Det næste år vil jeg nyde alle mine dahliaer og om et års tid køber jeg sikkert nogle flere, for man skal have lidt nyt imellem de gamle. Imens vil jeg passe og pleje mine dahlia- børn som sover trygt, og se frem til foråret hvor de, når varmen kommer, skal tages frem og plantes, for endnu engang at glæde mig med al deres pragt. Jeg håber rigtig mange andre dahlia fans har oplevet det samme som jeg gjorde i 2007.

 

Lina Aggerholm

 

Andre artikler i samme kategori « Studietur til England Harrogate udstillingen »