Foråret 2003 fik jeg foræret 12 dahliaknolde af min nabo, og det skulle blive starten på et nyt kærlighedsforhold.

Tidligere havde jeg dårligt bemærket denne plante. Jeg vidste den eksisterede. Men al denne graven op og ned forhindrede ethvert nærmere bekendtskab, interessen befandt sig simpelthen på nulpunktet.

Nu havde jeg imidlertid fået disse knolde forærende og det mindste jeg kunne gøre var, at lægge dem i jorden. Her lå de så i nogle uger og minsandten om de ikke tittede frem og voksede sig store og mægtige og blomstrede i månedsvis. Det var nok til at smelte mit hjerte og da frosten kom, blev knoldene gravet op og lagt, efter et råd læst i et dameblad, i en gammel kummefryser hvor de kunne ligge i hi vinteren over.

Dameblade er muligvis ikke stærke udi haveråd., for da foråret kom og boksen blev åbnet, lå der en grødet masse i bunde af fryseren og Thomas A. Edison og Julio var ikke mere!

Thomas Edison

Nu er min nabo imidlertid ikke en hvilken som helst nabo! Han er dahliagartner og da hans marker senere samme sommer stod i fuldt flor, besluttede jeg at forsøge mig endnu engang udi den ædle dahliadyrkningskunst. Da frosten kom, kunne jeg fra markerne, hente alle de knolde jeg ønskede og herefter startede mit liv som ’dahliafreak’. Jeg blev medlem af DDS og lærte alle I andre ’nørder’ at kende…eller i hvert fald nogle af jer.

Jeg meldte mig til dekorations- og stiklingekurser og tilbød min arbejdskraft til diverse arrangementer i foreningen og har haft stor, stor glæde heraf…og forhåbentlig også gjort lidt gavn.

Min indfaldsvinkel til at skrive dette er egentlig stiklingerne. Jeg har besøgt diverse medlemmer og set deres kældre og drivhuse indrettet med lys, varmeborde, vandingsanlæg og m.m. og er blevet fascineret af alle de stiklinger de formår at fremstille. 

Foto: Jørgen Møller

Nu har jeg imidlertid ikke mulighed for at indlemme alle disse faciliteter på egen adresse og opgav på forhånd at gå ind i en stiklingeproduktion. Man havde ganske vidst forklaret mig, at mindre kunne gøre det: ”Knoldene kan sagtens stilles frem i flamingokasser et lyst sted i stuen, og senere kan stiklingerne stå i tørvepotter i vindueskarmen”. Javist! Men det er bare ikke mig. Jeg kan ikke holde ud, at gå i månedsvis og kikke på flamingokasser og tørvepotter, så det blev ganske afvist.

Jeg er valgt ind som suppleant i DDS’s bestyrelse, og så syntes jeg, at jeg trods alt måtte prøve det med stiklingerne. Jeg kan jo risikere spørgsmål fra folk, når jeg optræder på foreningens vegne hist og pist og synes derfor, at jeg må prøve alle dahliadyrkningens udfordringer på egen krop. Men etikken var stadig en belastning for mig!

Jeg fandt et par pæne, store glas- og lerfade/skåle frem. Der blev lagt lidt fugtig spagnum i bunden, en eller flere knolde oven på og faktisk så det helt dekorativt ud, især da alle de grønne skud begyndte at myldre frem.

Foto: Margaret Foverskov

Af disse få knolde har jeg fået lavet 12 stiklinger som fik lov at stå i små plastpotter, der måske ikke var helt så dekorative, men egentlig ikke gjorde så meget væsen af sig. Min stue var stadig pæn og jeg var blevet stiklingefremstiller.

Da jeg ikke er unik, kunne jeg forestille mig, at mange måske holder sig tilbage fra stiklingeeventyret af samme årsager som jeg. Men prøv det! Start i det små og oplev hvor stolt og glad man bliver for sine helt egne planter. Jeg kaster mig bestemt ud i det til næste år igen. Og så vil jeg omhyggeligt vælge knoldene ud og stiklingerne vil jeg sætte i små lerpotter. Så får jeg flere eksemplarer af mine yndlings dahliaer samtidig med, at det hele pynter op i min stue.

Margaret Foverskov