Hvis man ikke går målrettet efter at krydse to bestemte sorter, er der intet nemmere end at vælge nogle frøstande ud allerede i august, og lade dem sidde til oktober. Det er så med til at styre reflekserne, når man går og nipper visne blomster. Sæt evt. et mærke ved dem, for de skal ind og tørre. Man kan ret hurtigt begynde at nulre dem fra hinanden, så tørrer de meget hurtigere.

Derefter skal avnerne skilles fra, facon og størrelse varierer en del, men gode frø er sorte og vejer noget mere end avnerne. Det er nødvendigt at holde frø fra lave dahliaer for sig, da de ellers drukner i bedet. Man behøver ikke gemme farligt mange frø, de er holdbare og spirer med en høj procent. De kan endda tåle kortvarig, let frost. 

Det er klogt at vente til midt i april med at så. Frøene såes enkeltvis, med nogle cm. afstand og spirer efter få dage. Kan man styre lys og varme, kan man starte meget tidligere, men midt i april passer med, at de kan komme ud i et alm. drivhus, inden de bliver for ranglede. Husk at planterne dør af solchock/temperaturchock, så de skal gradvist tilvænnes eller overdækkes med fiberdug eller hvid plast. Der vandes af og til med gødningsvand, og der må af tørkehensyn ikke være for lidt sphagnum i bakken. Min erfaring er, at de fleste frøplanter når at sætte en blomst og danne en fin lille knold, der på denne måde giver en god overlevelse. 

Sidst i maj, alt efter vejret, prikles de ud med en afstand på ca. 15 cm. De kan godt stå tættere, men så bliver det for svært at afmærke de brugbare, ligesom bedet af samme grund ikke må være for bredt. Net eller snore skal holde dem op-rejst, det er fristende at lade frøplanterne støtte hinanden, for det gør de så fint, lige indtil der en dag kommer hård vind…. 

Efterhånden som der kommer blomster, kan man sætte mærke på de gode, og evt. knække ”nitterne” af ca. 10 cm over jorden, så forstyrrer man ikke rødderne. Ved optagning kan man så se, hvilke der ikke nåede at blomstre, de gemmes blot til næste sæson. 

Hvad kommer der så ud af det? Er man rigtig uheldig kommer der en masse flade, enkeltblomstrende uden værdi. Men ellers kan man skønsmæssigt få én ”brugbar” ud af 50 planter. Det vil variere en del, derfor er det godt at have notater om modersorten, da man så kan se, hvad der var held med. 

Hen ad vejen bliver man mere og mere kritisk med udvælgelsen, og jeg ser sådan på det, at man beholder, dem man kan lide, indtil der dukker noget op, der er endnu bedre. Det kan også være, at de udvalgte ikke er livskraftige og går til. Men selvom der er mange skuffelser, overgås det rigeligt af glæderne, og det er helt vildt spændende at se hvad den og den knop nu bliver til, om stilken er god osv. Det sikrer et dagligt besøg i bedet, man skal ganske enkelt hen og se, hvad der dukker op. Og håbet om den helt store succes er hele tiden til sted og holder gejsten oppe. Selvom dette ikke skulle ske, vil man altid kunne opnå at få mindst en dahlia, der er så tilpas god, at man med faderlig /moderlig stolthed kan fortælle andre, at denne er af egen tiltrækning, hjulpet på vej af nogle flittige bier. Man kan godt nå at så endnu, og har man ikke frø, kan de købes f. eks. her Frøtorvet

Preben R. Sørensen