Vedrørende sygdom i vores kære dahliaer

I forløbne sæson har jeg kørt ekstra lavt blus med gødskning. Det gør jeg aldrig mere, det går ud over såvel blomstermængden som sundheden. Det gav anledning til på særlig tydelig vis at kigge de planter ud, der ikke trivedes. Jeg kaldte det over et for svampe-sygdomme, og prøvede med et vist held at bekæmpe det med svampemiddel (noname gulligt pulver). Og samme middel havde også en delvis effekt på en plante, som jeg vidste havde krongalle, selvom dette skulle være en bakteriesygdom.

Men det interessanteste var, at jeg hos samtlige sygdomsmistænkte iagttog knopper på de nederste stængeldele (ved optagningen) og i visse grelle tilfælde også udover knoldene, enkelte med tilløb til noget krongallelignende. I ganske få tilfælde af over 150 ”raske” planter var der lidt knopper, og aldrig på knoldene. Jeg har nu fået det sådan, at jeg selv får knopper hvis planten har det …. Er det noget I kan nikke genkendende til ?

Endvidere har jeg allerede nu iagttaget, at de knolde der har været råd ved, og dem med krongalle, er dem der først og fremmest krøller og tørrer ind. Og sidste års krongalleramte døde da også i vid udstrækning. Der er således ikke så meget at græde over, når en knold går til, hvis den altså ikke får lov at smitte andre.

For at det ikke skal være løwn, så har jeg også haft tre meget tydelige eksempler på, at en moderplante der senere viser sig at være/blive syg, også giver sygdommen videre til stiklingerne (den ene fik 10 syge børn ud af 11). Heraf udleder jeg egentlig allerede, at meget af den misvækst/råd der rammer nyindkøbte stiklinger er noget de har med sig fra avleren. Jeg så også, at moderplanter med spireproblemer såsom meget sen/ringe spiring eller ranglede stiklinger ikke er værd at avle på og bør i stedet kasseres, eller hellere: kureres med et egnet middel? Jeg vil også forebygge fremover og vande såvel moderplanter som stiklinger med svampemiddel.

Vi (jeg) ved alt for lidt om sygdommene, og hvad vi kan/bør gøre ved dem. Samt hvilke midler/metoder der er bedst. Håber der er nogen af jer, der kan bidrage til at udbrede viden af den art? Måske vi skal have en debat i debatforum, da jeg også efterlyser viden om meldug og bladbrand.

Preben Riis Sørensen

 

Andre artikler i samme kategori « Dræbersneglen Dræbersneglefælder »