Verdenskataloget over dahlianavnene

En dag slog jeg Babylon Bronze op i ”WORLD DIRECTORY OF DAHLIAS” og opdagede, at der stod bronze med lille. To andre Babylon stod også med små bogstaver, hvorimod alle andre med to navne selvfølgelig havde andet navn med stort. Det studsede jeg over, da dette katalog jo måtte være revideret utallige gange? Der er endnu flere problemer med store og små bogstaver i tiltrækkernes navne.

Da jeg nu havde fået øjnene op for, at dette katalog ikke er ufejlbarligt, dukkede der efterhånden flere og flere ting op. Kataloget er ellers rigtig godt til at undersøge / udelukke stavefejl, eller om en dahlia overhovedet er registreret. Det ligger frit tilgængeligt på http://www.dahliaworld.co.uk/dahliadirectory.htm

Man opdager så ret hurtigt, at der kan være flere dahliaer med præcis samme navn, blot de er fra forskellig hovedtype.
Fx kan der være en kaktustype og en dekorativ med samme navn, der er faktisk op til 12 med det samme navn. Disse får så romertal, og straks ser man, at disse næsten altid står i blandet orden.
Det er ikke lykkedes mig at se nogen gyldig grund, de er blot blandede uden systematik. Og et enkelt sted har man glemt at give en af dem romertal.
Det er noget rod, man kan endda se to, tilhørende samme type, have ens navne, der adskilles alene på farven! Her mener jeg, at man er (var) ude på aldeles glat is, da der let kan blive tvivl om, hvorvidt de er forskellige nok. Med nye regler er ens navn nu heldigvis slut fremover.

Med tallet 55.000 registrerede, kan man endvidere rejse spørgsmålet, om kriterierne for at kunne navngive en dahlia som ny sort, overhovedet er skrappe nok. Der må være utallige, der er rigtig tæt på at være identiske, eller mange findes slet ikke mere?

Inden jeg går videre, kan jeg lige remse de få stavefejl op, jeg er faldet over. Andree van dan Berg, må helt sikkert hedde Andree van den Berg, Dagmar Carsten-skjold må helt sikkert være Dagmar Castenskjold, Kronprincesse Ingrid må være Kronprinsesse Ingrid, og Hessemadchen må helt sikkert være Hessenmädchen. Derudover er der efterladt tegn, kommentarer og farver ved visse navne, bl.a. står der ’R1000 (to be named)’ …….. det har den så skullet i 3 år…….Et andet sted står der ’Piperoo(Sport)’ alt i alt er det ikke svært at finde skønhedsfejl.

Der er flere af slagsen. Finder man andre fejl kan disse indberettes til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., der vil lave en rettelse snart. Det er til at leve med. For hen ad vejen vil disse fejl forsvinde, jeg håber da, jeg selv kommer til at bidrage med en ret god udrensning

Hvad værre er, er den tilsyneladende mangel på regler for, hvad man egentlig har lov at kalde en dahlia. Den allerførste i dette ’flotte’ katalog hedder ’900’ , den næste hedder ’A 1’, og lidt længere nede er der forkortelser uden nærmere forklaring, hvad hedder ’A.A.A.’ f. eks.?

Det er utilgiveligt at man tillader så uskønne navne, men kan forkortelser ikke undgås, må de som minimum være forklaret i et tillæg. Der anvendes både bogstaver, tegn og tal i navnene, det tager sig meget grimt ud, hvad med f.eks. ’Bateman’s #20’?

Det vil nok være nærmest umuligt at få ændret allerede godkendte navne, men som jeg ser det, er tiden moden til at få strammet op i reglerne endnu en gang.

Preben Riis Sørensen

 

Andre artikler i samme kategori Skal dahlia med stort eller lille d ? »