Harrogate udstillingen

Da vi 6 glade dahliainteresserede danskere fra Dansk Dahlia Selskab i september 2007 drog til England for at se på dahlia, hos vel nok verdens førende dahlianation, havde vi temmelig høje forventninger. England har haft lang tradition siden 1820’erne med nye tiltrækninger, megen opmærksomhed på kvalitet, klassifikation og i særdeleshed udstillinger. The National Dahlia Society laver årligt 2 store udstillinger, en i Sydengland og en i York hvor Harrogate ligger. Derudover laver hvert et lille ”county” med respekt for sig selv også en.

The Harrogate Flowershow er et kæmpe udstillingsområde, hvor der udstilles alt muligt mellem himmel og jord, der vedrører planter, grøntsager, blomster og havetilbehør. Her udstiller så også de store specialforbund – krysantemum, roser, dahlia ect.

Det er et heldagsbesøg værd og en fantastisk oplevelse. For dahliaernes vedkommende stilles der op i 100 forskellige klasser, og når englænderne udstiller, ja så drejer det sig om perfektion. En enkelt lille fejl og så udgår man. Regler er regler.

Som det ses af fotoet så drejer det sig om hundredvis af vaser, udstillet i en messehal på dobbeltborde med 3 etager. Mest fantastisk var giganterne. Disse kæmper, der for en stor dels vedkommende var dyrket i drivhuse eller med anden overdækning for beskyttelse, og kun med det formål at udstilles! De holder alle målet over 25 cm. i diameter, hvilket nås ved udknopning.

Men også andre grupper var fantastiske, f.eks. 5 fuldstændig ens kaktus. Det var bestemt ikke for præmiernes skyld, at englænderne fra det halve land, skotter og irer havde kørt med sindrige arrangementer til støtte for hver en stilk. Generelt drejede det sig om 1 til 2 pund for at vinde en første plads. Næh, det er æren. Især skotterne drog hjem med priserne. Kun Jørgen Møller, der har været i New Zeeland havde set noget lignende.

Det blev en helt igennem fantastisk oplevelse. Udover at møde en masse søde og engagerede udstillere, lærte vi også, at ikke hvad som helst kan bruges til udstilling. Det er lidt ærgerligt, at det er de samme sorter, der går igen, nemlig dem der er mest vindende. Det gør, at udvalget af de udstillede vaser bliver snævert i hvert fald set med danske øjne. Der var bl.a. stor mangel på åkande-blomstrende, der først er ved at vinde indpas på udstillingerne nu. Skulle du have lejlighed for at besøge England midt i september, så er Harrogate noget af det ypperste for enhver have- og dahliaelsker.

Pernille Højsgaard