Forventningerne og glæden af den hobby man brænder for

Man har altid nye forventninger til den forestående sæson og når man som jeg har 35års erfaring med dahliadyrkningen er man med årende nok blevet mere kritisk, og ønsker kun at dyrke de absolut bedste sorter. Dette år er ingen undtagelse, og glæden og forventningen til de ca. 250 sorter jeg til dato arbejder med overstiger langt den tid, der går med at plante og placere de mange sorter.

Hvert år foregår der en udskillelse af de sorter, som ikke lever op til mine kriterier, og hvert år bliver nye fristende sorter anskaffet. Mit motto er ”Næste år skal det bare blive bedre” - og således begynder dahlia året allerede 1.april, og på ca. 14 dage er der udplantet omkring 800 knolde i haven. Derefter går der nogen tid uden der sker noget, men fra midten af maj vælter det op af jorden med spirer og den første tid herefter går med at holde rent for ukrudt i rækkerne omkring planterne.

Midt i juni er det ved at være tid til at tænke på opbindingen af de mange planter, og hen over de tilplantede områder, bliver der trukket stormasket net i ca. 70cm’s. højde. Denne opbindings metode har været min måde at holde dahlia på ret køl gennem hele sæsonen i mange år. I juli måned begynder de første dahlia at blomstre og alt imedens vi plukker hindbær og æblerne vokser, kommer flere og flere dahliasorter i blomst til glæde for os og besøgende.

En fast rutine går ud på at vi ikke vil se på blomsterhoveder, der begynder at visne. Så snart et hoved ikke længere kan plukkes til en buket, bliver de fjernet, for på denne måde kommer der hurtigt nye friske blomster frem. Når vi skal bruge mange friske blomster til f.eks. marked eller udstilling, bliver alle udsprungne blomster klippet af 8 dage før det går løs, og vupti på dagen op til arrangementet har jeg de herligste nyudsprungne blomster at klippe, uden at skulle sortere eller være i tvivl om de er gode nok til at tage med.

Hen på efteråret, hvor lyset begynder at aftage mærkbart, kan man også se at nogle farver begynder at miste sin glød, og det tager længere tid for knopperne at folde sig ud, men efter en farverig sæsonbegynder man også at glæde sig til at se, hvordan knoldene har udviklet sig. Vel bekendt er der stor forskel på udseendet af den underjordiske del af dahlia, og nogle sorters knolde kan være så spinkle eller svage, at de kan være svære at overvintre med. I mange år har jeg praktiseret, at dyrke alle nyanskaffede sorter i 12L spande det første år, for at lære den enkelte sort at kende såvel oven som under jorden. Derfor dyrker jeg hvert år 200-250 dahlia stående i 12 eller 20L spande, og det kan sagtens lade sig gøre. Overvintringen er et kapitel for sig, men vigtigt er det at, før man graver sine knolde op skal planten have fået en god gang frost, så toppen er sort, og dernæst er det vigtigt at tørre knoldene godt inden man lægger dem til overvintring. Sidder der nu nogen, som brænder efter at høre mere om den forestående start på dahliaåret 2008, er man velkommen til at kontakte mig.

Ejner Loch, medlem nr. 76, Have nr. 7 

2013