En georginedyrkers historie

Jeg er 44 år, og når jeg tænker tilbage begyndte jeg egentlig at dyrke georginer, før jeg var fyldt 10 år. Som 7-årig havde jeg min egen køkkenhave, som 12-årig mit eget drivhus og havde i øvrigt været med i mine forældres store køkkenhave siden jeg kunne gå.

Dengang dyrkede jeg kun én georginesort, som var en meget gammel sort, jeg desværre ikke kender navnet på. Det var en åkandetype, lyserød med gyldent brunt skær, som jeg desværre mistede i 1998 pga. en sommeroversvømmelse. Til mit store held mødte jeg for 3 år siden en stor tiltrækker og georgine-samler, som pga. øget interesse for hosta ville skære sin bestand af dahliaer ned. Han var så generøs at give mig nogle hundrede sorter, der for størstedelen må betegnes som usædvanlige – ham kan jeg ikke rette nok tak til.

Mine knolde bliver altid gravet ned i april, samtidig med kartoffellægningen. Tidligere overdækkede jeg med plastic, men nu gør jeg det med fiberdug, som bliver taget af primo juni, når faren for nattefrost er ovre. De første georginer begynder så at blomstre medio/ultimo juni - metoden kan jeg varmt anbefale til andre.

Alle mine georginer anvendes til daglig afskæring og salg i en bod, jeg har stående ved vejen, og det er ikke usædvanligt, at der bestilles til festlige lejligheder og oppyntning i kirker. Hele sæsonen hører jeg glade mennesker rose de fantastiske blomster – der er mig en stor fornøjelse at kunne give dem del i de smukke georginer.

En georgineplante har en stor livskraft, når der skæres en stilk af, så er der en uge senere skudt 2 nye stilke op med knopper til udspring. Hovedstænglerne styrkes herved så meget, at planterne ikke behøver støtte eller opbinding. Den 4. august i år havde vi på nordkysten en nat med stormende kuling, dette klarede planterne nogenlunde godt – efter lidt afpudsning og tiltrædning af jorden omkring planterne, stod de næsten lige så flotte som før stormen.

Optagning sker efter første nattefrost. Da knoldene udvikler sig eksplosivt i min fede mose-/sandjord brækker jeg så mange knolde af, at der er en pæn lille knold tilbage. Disse opbevares i plastickasser og sætte ned i en gammel kartoffelkælder til næste forår.

2007 var for mine knolde et hæsligt år, da min have blev invaderet af dræbersnegle. Så efter at have brugt utallige timers nedslagtning af disse bæster, tog jeg den gode beslutning at købe et sneglehegn i metal. Dette blev købt og opsat her i foråret og har indtil videre fungeret perfekt. Snegle-hegnet fandt jeg på nettet, og efter en simpel opring-ning kunne det købes til kr. 42,- pr. meter med fri levering ved en mængde på over 100 m. Denne løsning kan varmt anbefales.

Carsten Rud Nielsen

2013

Andre artikler i samme kategori « Lokalgrupper ? Nybegyndere ja, men det gik godt »